Gustav Johannes Wied blev født lørdag den 6. marts 1858 på Holmegaard i landsbyen Branderslev fem kilometer nord for Nakskov. Han blev født som det femte barn af Carl August og Catharina Wied, der i alt fik elleve børn sammen.

Gustav Wied, mellemnavnet Johannes brugte han stort set aldrig, lagde ikke skjul på, at de uskyldige barneår på Vestlolland var den lykkeligste tid i hans liv. Ubekymret om al verdens suk og klage begyndte han at udfolde sit kulturelle talent og begyndte allerede som seks-årig at skrive små digte og opføre skuespil, når den børnerige familie skulle have underholdning på de lange vinteraftener. Men hverken hans brødre eller hans far brød sig ikke altid om disse kunstneriske tosserier. Kun den blide mor Catharina tog ham alvorligt, når han ville fremføre et nyt digt, og for at få fred fra brødrene hånlige kommentarer tog hun ham med ud i haven under det store akacietræ eller op på Branderslev Kirkegård. Når brødrene mobbede ham, dukkede der en indre stemme op i Gustav Wieds hoved. Stemmen hviskede, at han kunne tage det ganske roligt, for „det har det rakkerpak jo ingen forstand på." Gustav Wied kaldte selv denne stemme for„den anden", og i erindringsbogen „Digt og Virkelighed" giver han denne stemme en stor del af skylden for, at han turde skrive videre. I wiedenskaben bliver „den anden" da også tolket som en forløber for de karismatiske figurer Faare-Per og Knagsted.